Danmarks Bedste Kapskole

 

I kapsejladsudvalget sker der ting og sager i øjeblikket. Det vil jeg gerne dele med jer. Som I nok har set, så har vi en ambition om at skabe den bedste kapskole i Danmark, og i weekenden fik jeg et meget relevant spørgsmål. Nemlig: hvad mener du med bedste? Og det er jo helt rigtigt set! Når man har arbejdet med den arbejdstitel i over et år, kan det godt nogen gange være selvfølgeligt hvad vi mener med at være den bedste kapskole. Men er det den mest vindende kapskole, den kapskole med de bedste baner, de bedste fredagsbarer eller måske den kapskole med det bedste grej? 

 

For os er den bedste kapskole, den kapskole hvor sejlerne kan lide at komme, og hvor de kommer igen år efter år og til stadighed føler, at de udvikler sig fra år til år. Kapsejladsskolen skal også være et sted, hvor vi kan sejle sammen på tværs af hold og har et godt socialt sammenhold. Der skal med andre ord både være plads til bredde og eliten.  

 

Når jeg kigger tilbage på min tid i Sejlerskolen, var en af de ting, jeg satte mest pris på alt det sociale omkring det at gå til sejlads. Jeg mødte mennesker, som jeg i dag har et tæt bånd til,  og hvor det vi har til fælles er en passion for at sejle. 

 

Det er dét vi gerne vil skabe i kapskolen. Der skal være et socialt sammenhold, som går på tværs af niveau og der skal være muligheder for at deltage i kapsejladser i klubbens både. Vi skal være ligeså dygtige til at undervise sejlere i kapsejlads, som vi er til at undervise begyndere i sejlads. 

 

 

Vi kalder det Social Sailing – og vi mener at dette er med til at give klubben et ekstra ben af aktive sejlere, som kan få gavn af vores både og dele vores alles passion om sejlads.  Og på sigt håber vi også at vi har en naturlig fødekæde både til instruktører og til deltagelse i Sejlsportsligaen. 

Hvis du vil høre mere om kapskolen, så vil jeg komme med en præsentation ved Generalforsamlingen onsdag den 20. marts 2019. 

Vi har stadig ledige pladser, hvis du har lyst til at være med og prøve kræfter med kapsejlads.

Jeg håber, at I vil bakke om, at være med til at skabe endnu et ben til vores Sejlklub, hvor vi kan dele passionen om at sejle om kap, ligeså godt som vi deler passionen om at sejle på tur :)