Sejlsportsligaen og klubudvikling

Vi har modtaget nedenstående fra Dansk sejlunion vedrørende deres løbende initiativer og arbejde med klubudvikling.

I sejlsporten har vi en fælles drøm. Vi drømmer om, at flere danskere vil kaste sig ud i bølgen blå for at sejle. Sejlsportsligaen er én iblandt mange muligheder for at udvikle klubliv.

I 2014 blev Sejlsportsligaen sat i søen. Et af formålene med Sejlsportsligaen var – og er – at klubber kan udvikle sig ved at bruge Sejlsportsligaen som løftestang for klubudvikling, herunder med det formål at skabe attraktive tilbud for unge sejlere. En løftestang er imidlertid først et stærkt værktøj, hvis der løftes i flok …

På baggrund af en workshop afholdt i Kjøbenhavns Amatør Sejlklub d. 28. april om ”Sejlsportsligaen som løftestang for klubudvikling” har Dansk Sejlunion samlet nogle konkrete værktøjer i et katalog. I kataloget er der ikke mindst også en række gode erfaringer og idéer, man kan arbejde med på klubniveau og i regional sammenhæng.

Se kataloget her
, og tag afsæt i kataloget for at få Sejlsportsligaen forankret stærkt i klubbens øvrige aktiviteter.

Henrik Tang
Klubkonsulent
Dansk Sejlunion

 

/Webmaster