Kapsejlads, undervisning og social sailing

Siden den 8.4 har der været kapsejladstræning i både spækhuggere og J/70’ere hele ugen. Især mandage tirsdage og torsdage er fyldt godt op. Om onsdagen er der mulighed for at deltage i Svanemøllekredsens kapsejladser, men man kan også bare vælge at træne, hvis der er behov for det.

 

Kap-skolen afprøver et helt nyt koncept, hvor der ikke som tidligere sejles på enten Kap-1, Kap-2 eller kap-3, men hvor undervisningen foregår samlet og er tilrettelagt efter de tilstedeværendes ønsker og behov. Man har som elev valgt hvilken dag man primært ønsker at sejle, men man kan sagtens møde op på de andre dage, hvis man ønsker at træne mere. Herudover skal man som elev også have angivet hvilke stævner man ønsker at deltage i, så man kommer ud og får afprøvet sine nye færdigheder i virkeligheden. Om fredagen er der social sailing, hvor man har mulighed for at komme ud og sejle - og efterfølgende hygge sig og udveksle erfaringer på tværs. Det har været nogle lidt kolde fredage, men rigtigt hyggeligt og givtigt. Når det bliver lidt varmere er der også mulighed for at tænde op i grillen og spise sammen efterfølgende. Det er op til kap-eleverne selv, at organisere sejladser mv. om fredagene.

 

Til støtte for det nye koncept er der i samråd med bestyrelsen ansat tre superdygtige trænere, som ikke blot skal uddanne eleverne, men samtidig støtte opbygningen af trænerkompetencer hos klubbens træneraspiranter. Det er således meningen, at der på sigt skal opbygges en trænerstab, der fungerer på samme måde, som den måde klubbens sejlerskole udvælger og uddanner sine lærere.

 

Konceptet er under udvikling og skal løbende tilpasses, så vi som klub kommer til at tilbyde et forløb, der for det første er til glæde for eleverne, for det andet kan tiltrække og fastholde nye medlemmer og for det tredje gør os konkurrencedygtige på alverdens (dog primært de danske) kapsejladsbaner. Lige nu er det især sejlsportsligaen der er fokus på, fordi denne konkurrence er en klubturnering, men det er ambitionen, at kapsejlere, der er uddannet fra K.A.S. også meget gerne må kunne gøre sig bemærket andre steder. Forskellen fra vores klubs tilbud og andre klubbers kapsejladsuddannelser er, at vi går efter at øge kvaliteten i bredden og har derfor ikke så meget fokus på eliten. Hertil skal dog siges, at vi er meget stolte af og ønsker at bakke kraftigt op om at vi nu er i sejlsportsligaens 1. division. Vi har allerede nu i den korte tid vi har været i gang fået både gode og mindre gode erfaringer, som selvfølgelig skal bruges til at forbedre kapskolen.

 

Et godt eksempel på kapsejladsudvalgets tanker omkring hvordan kapsejlads skal være i K.A.S.-regi var det arrangement der blev afholdt i weekenden d. 11.-12. maj. Her samarbejdede vi med Spækhuggerklubben om af afvikle deres årlige trim-/træningsdag og Ryding Cup for Spækhuggere. Samtidig deltog elever fra kapskolen i arrangementerne – og fik virkelig meget værdifuld træning ud af det, mens der i regi af Dansk Sejlunion blev afholdt den praktiske del af deres instruktøruddannelse, hvor flere af klubbens instruktøraspiranter, der allerede havde bestået den teoretiske del, deltog.

 

Begge dage var en kæmpe succes. Der var supergod læring på alle fronter, der blev dannet en masse netværk på tværs, vejret var perfekt (skal det lige siges) og klubben fik rigtig meget ros for at have skabt muligheden for, at det overhovedet kunne lade sig gøre at afvikle både instruktøruddannelse og stævne.

 

Der er nu lagt et godt fundament for udviklingen af vores nye kapskole i K.A.S. og vi glæder os rigtig meget til at holde kursen og sejle os op igennem feltet!