Sommertur 2018

Grundet meget begrænsede tilmeldinger i den 4. uge, har vi i sammen med Sundet besluttet at korte turen af til 3 uger. Turen går derfor til Bornholm med afgang fra København lørdag den 30. juni 2018 kl. 12:00 og hjemkomst hjem lørdag den 21. juli 2018.

Vejret på den tid af året byder normalt på rimelige forhold. Den fremherskende vind i Danmark er vestlig. Med lidt held har vi vind fra vest på turen til Rønne. Omkring Bornholm er det af mindre betydning, hvor vinden kommer fra. Distancerne er ikke så lange. Hjem til København er øst eller syd det bedste.

Tilmelding og fordeling:

Efterhånden som tilmeldingerne løber ind, laver Jesper en skitse til fordeling af skippere og besætning. Den bliver sat på opslagstavlen i klubben løbende og opdateret på linket herunder. Endelig fordeling sker sidst i juni. Ønsker om at sejle sammen respekteres, så langt det er muligt, men bemandingen skal være forsvarlig. Som nævnt i sidste nummer har vi indgået en aftale med Sundet om at blande besætning og førere, hvis det bliver nødvendigt.

Du finder tilmeldingen til sommerturen her:
 
Fordelingsskitse kan ses her:
(opdateret 12/6)

Lidt om de forskellige uger

Uge 27
Fra København til Rønne er der ca. 100 sm og på vejen er der en del havne at overnatte i. Turen kan enten gå syd om Skanør, hvor der er en stor havn eller gennem Falsterbo kanalen. Falsterbo kanalen er en flot tur, men der kræves slæb gennem broen. Der er en stor havn i nordenden og liggepladser uden faciliteter i sydenden. Efter Trelleborg, der er en færgehavn, ligger Gisløvlage, Smygehamn og Abbekås inden vi rammer Ystad. Stor fin færge- og lystbåde havn. Forbindelse via jernbane. Byens gamle del er et besøg værd. Og Inden vi når Rønne er Hammerhavnen en mulighed.

Uge 28
En tur rundt om Bornholm incl. Christiansø er på ca. 70 sm. Bornholm er alting på et forholdsvist lille areal. Smuk natur, meget varieret. Idylliske havne, især Allinge, Gudhjem og Svaneke. Maden er et hit. Der er et væld af gode råvarer og gode spisesteder. Et must er fiske buffeten i Nordbornholms røgeri i Allinge. Der er 10-11 havne rundt om øen, så der er korte dagsture på programmet. En overliggerdag eller to kombineret med f.eks. rovfugleshowet en mulighed. Et besøg på Christiansø skal med i planen. Der er så fint. På Christiansø må besøgende ikke overnatte, medmindre de ligger i havnen eller på campingpladsen, hvor der skal bestille plads i forvejen. På gæstgiveriet er der 6 værelser og de er sandsynligvis booket. Når den sidste færge med dagsturister kl. 16 sejler til Gudhjem, vågner øen. De lokale kommer frem og nyder aftenen. Jeg glæder mig til en stor kold fadøl på kroen, mens solen går ned.

Uge 29
Der er også ca. 100 sm retur til Svanemøllen. Afhængigt af vejrudsigten kan man enten besøge et par havne på Bornholm og sejle direkte hjem, eller gå til det sydlige Øresund og finde nogle spændende havne. Sommerturen byder alt i alt på en stor variation. Kendte havne og nogle vi ikke har været i før. Sejlads over åbent vand og korte distancer. Og et væld af fine naturoplevelser.

Rotræning Havnehygge

Transport:

Skipperne på bådene sørger for aftaler om lån/leje af bil. Det enkleste er, hvis ny skipper kører sin besætning og bagage ud og gammel skipper kører hjem.

En uge på sommerturen forløber nogenlunde således:

Lørdag kl. 1200 overdrages båden til den nye skipper og den afgående besætning vender hjem. Skipperne og flotillechef holder skippermøde. Her besluttes, om der sejles samme dag eller først næste. Skipper og besætning forbereder sig hjemmefra på begge muligheder. Efter ankomst til første havn vurderes om der skal afholdes nyt skippermøde. Der er normalt skippermøde kl. 0900, hvis ikke der er afholdt et aftenen før.

Vi forsøger at ligge samlet og spise nogenlunde samtidigt hver dag.

Torsdag meldes hjem til nye skippere, hvor næste skiftehavn er.

Fredag er store festdag, hvor vi virkelig kræser. Vi laver en flerretters menu til hele flåden og klæder om til middagen. Aftales torsdag.

Det kan være praktisk for ny besætning at rejse hjemmefra allerede fredag og støde til flåden. Og alle er velkomne til festen, blot vi ved det.

Det er velset, at alle har en overraskelse med til sin båd. Man vælger selv, hvornår den bringes i spil. Det kan være noget til maven, en udfordring eller en leg.

Hvad koster en uge ombord?

Bådleje 350 kr. Til mad, drikke og havnepenge går der nok 1500 kr, (lidt højt sat) og så er der transporten fra og til København, samt det du bidrager med.

Der er forskellige måder at håndtere økonomien. En måde er at have en pung, hvor husholdningspengene er lagt i fra starten. Så tages pungen med på indkøb og betaler. Det er enkelt.

Tilværelsen ombord kræver overskud og rummelighed. Vi er op til 6 personer ombord og der er gulvplads som i en telefonboks. Så bare det at komme omkring, kræver noget. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvad der foregår omkring dig og at du bidrager med god vilje og godt humør.

Fuld gas Danmark fra vandet

Planlægningsmøde:

Der afholdes planlægningsmøde i klublokalet Jomsborg, tirsdag den 12. juni 2018 kl. 17:00. Der aftaler vi hvem der medbringer hvad på forskellige både, hvordan vi kommer frem og tilbage fra skiftestederne, hilser på dem man skal sejle med, osv, osv. Skippere skal møde op eller sende en repræsentant, alle andre bør møde op hvis muligt. Det er både hyggeligt og vigtigt for planlægningen.

Betaling:

Der er i år indført et depositum på 650 kr der betales samtidigt med bådlejen. Baggrunden for dette er der har været mange afbud sent i forløbet, hvilket har givet besvær med bemandingen.

Bådleje går til egen klub, selvom der sejles hos naboklubben.

Depositum følger deltager og går til båden som delvis dækning af mad og havnepenge.

Flotillechef og skippere står for regnskabet.

  • Bådleje og depositum 1000 kr i alt, betales senest ved bindende tilmelding den 4. juni 2018.
  • Ved afbud efter den 4. juni 2018 tilbagebetales depositum 650 kr. Bådlejen 350 kr går til egen klub.
  • Ved afbud efter den 25. juni 2018 tilbagebetales 0 kr. Bådlejen 350 kr går til egen klub. Depositum 650 kr går til båden.

Spørgsmål og kommentarer kan sendes til sommertur@kas.dk

Vi glæder os til at se Jer på sommerturen.

Jesper Simonsen, Mathias Milfeldt og Allan Stenbæk

Sommertursgruppen