Submitted by 12286 on
OHØJ!
Bådejere, elever, racere, hangarounds og alle andre K.A.S.-ere.
Kalenderen lyver ikke: Vi nærmer os med hastige skridt årets anden arbejdsdag på pladsen. Det løber af stablen lørdag den 12. september fra kl. 09:00, så sæt et kryds så stort, at det kan ses uden briller.
Som traditionen foreskriver, starter vi med at bestikke jer med et morgenbord kl. 9:00, hvorefter dagens opgaver fordeles.
Ved de seneste arbejdsdage har fremmødet været så overvældende, at vi har kunnet fløjte af allerede ved 13-tiden. Det passede helt perfekt med, at grillmestrene stod klar med frokost. Vi håber stærkt på, at vi kan gentage succesen og være mindst lige så mange denne gang!
Er du ikke typen, der løfter båden uden kran?
Helt rolig. Der er brug for alle hænder. Både dem, der kan svinge en hammer eller løfte en mast, og dem, der kan føre en malerpensel med sikker hånd, klippe en hæk, sortere skruer eller bare holde humøret højt. Du behøver absolut ikke være i Skipper Skræk-form for at være med.
Arbejdsdagen er desuden en af de absolut bedste muligheder for at mingle med andre fra klubben, udveksle røverhistorier og finde ud af, hvem der egentlig gemmer sig bag nabobådens presenning.
Så kom frisk – uanset om du er 2 eller 100 år, og om du har overarme som en skipper eller en reje!
Vi ses til morgen, kaffe, knofedt og hygge på pladsen kl. 9:00!
/Pladsudvalget